Der var malerier på væggene i mit barndomshjem på Møllebakken i Odder.
En pose blandede bolsjer med landskaber som det gennemgående tema. Skov, eng, hav, by …
Jeg kender ikke alle maleriernes oprindelse eller deres vej til vores hjem, men jeg husker,
at nogle blev købt af kunsthandlere, der i ny og næ ringede på
døren og præsenterede deres “allernyeste og allerbedste udvalg”.
Andre malerier havde min far byttet sig til, når en lokal kunstmaler havde brug for en transistor,
et brugt fjernsyn eller andet som butikken solgte.
Kunststøtte helt uden statslig og skattemæssig indblanding!
Dette er muligvis forklaringen på, at Poul Kastrup, som min far kendte, var repræsenteret
med hele tre malerier: En gade i Paris i regnvejr, et skovparti og et lille maleri i grå nuancer
med et svagt omrids af to personer på en vej, en bygning og et par træer.
Det maleri har jeg arvet. Og befriet fra sin altdominerende guldramme!
Jeg erindrer ikke, at mine forældre nogensinde har omtalt malerierne som kunst.
Ordet ‘kunst’ blev heller ikke anvendt om musikken på grammofonpladerne, filmene i fjernsynet
eller romanerne i reolen.

En knivskarp definition af kunst er opgivet på forhånd.
Wikipedia skriver: “Det er ikke lykkedes at opnå enighed om, hvilke kriterier der gælder for
at noget er kunst.”
Det er meget nemmere, at vurdere hvorvidt noget er kunst eller ej, når man står over for det.
Når jeg betragter mit lille Poul Kastrup maleri er jeg ikke i tvivl. Det er et kunstværk!