I medierne er der i disse uger et stort fokus på forholdene for lærlinge. Mange steder lever deres håndværksmestre ikke op til ansvaret.
I min nye bog fortæller jeg om en mesterlære, der var utraditionel og helt uden forbindelse til det officielle uddannelsessystem:

Jeg mødte Ulrich Kvist, da jeg var 14 år. Han var 27 år og underviste på Odder Ungdomsskoles male- og tegnehold, hvor jeg var elev. Ulrich var kunstmaler. Ung, autodidakt, opfindsom og ambitiøs. Og i pædagogisk sammenhæng var han temmelig utraditionel. I takt med at elevtallet og fremmødet på holdet skrumpede ind, blev Ulrichs og mit lærer-elevforhold mere og mere venskabeligt.
(Billedet herover malede jeg hod Ulrich, da jeg var omkring 15 år gammel)

Jeg blev en hyppig gæst i Ulrichs atelier.
Ulrichs tilgang til materialer og teknikker var innovativ. Der blev eksperimenteret i hans atelier. Og jeg var med på sidelinjen i “troldmandens værksted”. Mens Ulrich var optaget af at udvikle sit maleri, tilskyndede han mig til at afprøve mange forskellige materialer og teknikker.

Fra jeg var omkring 17 år var der fuldt fokus på maleriet. Det var også på det tidspunkt, Ulrich højtideligt spurgte, om jeg ville være hans kunstmaler-lærling og lære hans særlige maleteknik. Det ville jeg gerne.

Der var nogle år, hvor min tid ved staffeliet var knap. Jeg spillede i et rockband, fik spændende bekendtskaber og var begyndt på lærerseminariet.
En majdag i 1979 fandt jeg et brev fra Ulrich i postkassen:
“Der er ved at være langt imellem besøgene her! … Det ville være rart at høre livstegn fra dig!!”
Brevet havde den ønskede effekt, og snart var jeg tilbage ved staffeliet;-

(Maleriet “Troubaduren” er fra 1981)
En beskrivelse af min mesterlære hos Ulrich kunne lyde således:
Undervisningen er hovedsageligt tilrettelagt som coaching og mentoring. Lærlingens praktiske arbejde foregår i eget atelier og evalueres løbende.
Mester formidler grundlæggende håndværksmæssige kompetencer – blandt andet farvelære, maleteknik og materialevalg.
Mester vejleder i de ydre omstændigheder i forbindelse med arbejdet som billedkunstner – udstillinger, salg, markedsføring og meget mere.
Mester stiller sig til rådighed som rollemodel – som forbillede eller til skræk og advarsel.
Min uddannelse tog ti år. Fra 1971 til 1981, hvor jeg holdt min første udstilling. Et års tid efter min debutudstilling i 1981 var det slut med mesterlæren. Det hverken kunne eller burde være anderledes. Det nødvendige brud med mesteren. Nu var vi kolleger.
Når jeg tænker tilbage på de år, hvor jeg stod i lære hos Ulrich, er det først og fremmest med taknemmelighed. Et voksent, professionelt menneske, der inviterer et ungt menneske indenfor i sin tilværelse og underviser, anerkender og inspirerer, er et gavmildt menneske – en mentor – og en mester.